To udenlandske mænd, der er sigtet for tyveri af flere cykler, er fremstillet klokken 14.00 i et grundlovsforhør ved Retten i Horsens.
En hundepatrulje var natten til mandag på arbejde i Skanderborg, hvor det lykkedes patruljen at finde frem til to personer, der nu er sigtet for flere cykeltyverier.
I forbindelse med to anmeldelser om cykeltyveri var en anden patrulje forinden blevet opmærksom på en hvid varebil, der holdt parkeret ved Adelgade i Skanderborg. Idet politiet ankom til stedet kunne det konstateres, at to personer forlod stedet, og en hundepatrulje blev derfor tilkaldt.
En politihund fik færden af de to, og efter en halv times søgning gennem tæt krat og over hegn lykkedes det at finde frem til de mistænkte, der gemte sig i en baghave.
Varevognen viste sig at indeholde cirka 10 cykler, der formodes at være stjålet. Cyklerne vurderes i alt at have en værdi på omkring 50.000 kroner.
De to mænd, der er 33 og 39 år, blev anholdt klokken 01.00 natten til mandag.
De fremstilles i et grundlovsforhør ved Retten i Horsens klokken 14.00.