Lørdag aften kl. 21.30 standsede Midt- og Vestsjællands Politi en personbil med to mænd i med henblik på en rutinemæssig kontrol, da personbilen kørte ad Skovvejen ved rundkørslen ved Cementvej i Jyderup.
Bag rattet sad en 44-årig mand fra Tølløse, der havde en 28-årig mand uden fast bopæl med som passager – og der var godt læs på personbilen.
Det viste sig hurtigt at problemerne væltede frem ved politiets kontrol af den 44-årige mand, han havde ikke noget kørekort og efter en rutinemæssig narkometertest mistænkt for at være påvirket af både cannabis, amfetamin og kokain under kørslen.
Føreren blev sigtet for de to overtrædelse af færdselsloven og derefter anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Sagen endte dog ikke her, idet betjentene fandt anledning til at kigge nærmere på personbilen og her fandt adskillige kødvarer, mere end 70 poser kaffe, andre mad- og drikkevarer og slik til en samlet værdi af mere end 5.000 kr. Madvarerne stammede ifølge prismærkerne fra supermarkederne Super Brugsen, Rema1000 og Netto.
Madvarerne blev beslaglagt på stedet til en nærmere undersøgelse af deres oprindelse, som de to mænd i bilen skal afhøres herom, idet ingen af dem havde kvitteringer for varerne eller i øvrigt kunne redegøre for besiddelsen af de mange varer.
Den 44-årige fører blev desuden også sigtet for at have stjålet bilen, idet han ikke havde fået lov til at køre i den af bilejeren, der kendte den 44-årige.
Efter afhøring til sagerne og udtagelse af blodprøven løslod politiet den 44-årige, der tillige med passageren kan forvente at høre nærmere fra politiet, når efterforskningen er afsluttet.