GILLELEJE: En borger i Gilleleje opfordrer til, at man holder øjnene ekstra åbne i jagten på en stor edderkop, som måske er begyndt at yngle i Danmark. Har du set sådan en fætter, så gælder det om at tage fat i Statens Naturhistoriske Museum.
“Fandt denne kæmpe edderkop i soveværelset. Jeg smed den ud efter jeg havde taget billeder af den”, skriver Susanne Olesen på Facebookgruppen ‘3250 Gilleleje’.
Edderkoppen, der som billederne viser, er større end de fleste bryder sig om, kan vise sig at være ekstra interessant.
“Googlede billedet og viser sig at være zoropsis spinimana der normalt er i Sydeuropa og sjældent set i DK. Den kan bide igennem menneskehud hvilket skulle være smertefuldt men ikke farlig for mennesker”, oplyser hun i sit opslag, hvor hun også beder folk kontakte statens naturhistoriske museum såfremt de ser en anden en af slagsen.
“De ville godt have haft den på statens naturhistoriske museum. Ham Frederik der arbejder der vil meget gerne have at jeg spreder budskabet og vil gerne kontaktes hvis andre støder på sådan en heroppe”, slutter beskeden som vi fluks bringer videre.
Vi har taget kontakt til Statens Naturhistoriske Museum for at høre lidt mere til edderkoppen og hvad man bedst kan gøre, hvis man finder en af slagsen.