VIRUM: Obduktionen af den knivdræbte viceskoleinspektør Heidi Abildskov har nu vist at hun kæmpede mod sin morder, og måske endda også fik skadet denne.
Retsmedicinernes obduktion af den myrdede 41-årige kvinde, har vist at hun havde afværgelæsioner på underarmene og ned mod hænderne.
Således er det tydeligt at hun har kæmpet for sit liv, men desværre forgæves.
Dræbte Heidi inde i villaen
– Vi kan nu sige, at drabet er sket inde i villaen i køkken-alrummet, hvor hun har været i kamp med gerningsmanden, der muligvis selv har fået skader. Derfor efterlyser vi vidner, der har set en person med snitsår, flænger eller blod på sig, siger vicepolitiinspektør Henning Svendsen, Nordsjællands politi til Ekstra Bladet.
Heidi Abildskov blev fundet liggende i en blodpøl, kun iført sit nattøj på husets terrasse, fredag formiddag kl. 09.57.
Liget lå lige udenfor terrassedøren, og de tekniske undersøgelser af villaen har påvist, at hun blev stukket ned i villaens køkken-alrum.
Faldt om på terrassen
– Enten er hun blevet slæbt af gerningsmanden ud på terrassen eller også har hun selv kæmpet sig derud, inden hun er faldet om, siger Henning Svendsen til Ekstra Bladet.
Politiet satser på at der findes DNA fra morderen, idet Heidi Abildskov kan have revet eller kradset sin morder under kampen.
Kendte hun sin morder ?
Politiet har ikke kunnet finde tegn på indbrud i huset, ligesom der heller ikke er blevet stjålet noget fra villaen.
Derfor ved politiet endnu ikke om Heidi Abildskov selv lukkede sin morder ind, om døren var ulåst eller om morderen ganske simpelt har haft ringet på.
Politiet efterforsker stadig bredt, og står fortsat uden det mindste motiv til at nogen skulle ville dræbe den 41-årige kvinde.
Obduktionen har vist, at Heidi Abildskov døde efter at være tilføjet adskillige knivstik, og mordet har været så voldsomt at morderen ikke kan have undgået at have fået blod på sig.
Drabsmanden må have haft blod på sig
Drabet er sket med så stor brutalitet, at gerningsmanden ikke kan have undgået at få blod på sig fra den knivdræbte kvinde.
Politiet arbejder udfra den teori at Heidi Abildskov har sat sig så meget til modværge, at morderen også selv kan være skadet, eller som minimum være tydeligt ramt af sit offers blod.
Politiet vil derfor meget gerne høre om enhver observation af en person med skader eller blod på sig i området, i bus eller tog, i tidsrummet mellem kl.22.15 og frem til fredag morgen.
Hvis nogen har den mindste oplysning i sagen, så skal man kontakte politiet på 114.