Opvarmning til FN’s fredsdag sker i aften, onsdag, med historier, overtoner og indiske rytmer på Tisvilde Højskole.
– Mindst én af FN’s årlige mærkedage fortjener ekstra opmærksomhed. Det er Den internationale Fredsdag, mener fortællergruppen Nordkystfortællerne, som nu har indledt billetsalget til et arrangement med titlen ”Fred og Overtoner,” som holdes på Tisvilde Højskole onsdag 18. september 19:00-21:00.
Ved dette arrangement kommer tankerne og håbet om fred højt op at flyve.
Tre af gruppens erfarne storytellers sætter her en af landets mest anerkendte overtonesangere og hans musikgruppe stævne. Aftenen bliver et ping pong mellem fortællernes historier og gruppens sang og musik. Temaet for aftenens historier er fred og forsoning, og arrangementet kan ses som en opvarmning til FN’s internationale fredsdag (21. september).
De tre storytellers eller historiefortællere er Mette Kuhlen Gullach, Karl Erik Frederiksen og Simon Simonsen, mens sangen og musikken leveres af overtonesangeren Skye Løfvander og hans musikgruppe Zaisansky Trio.
Det bliver en aften hvor de musiske indslag i bogstavelig forstand når uanede højder, og hvor storytellernes historier giver dybde med masser af muligheder for eftertænksomhed.
Zaisansky Trio former lydlandskaber med akustiske strenge- og rytmeinstrumenter samt sang. Der bliver blandt andet spillet på indiske håndtrommer som tabla og udu samt gong og strengeinstrumenterne swarsangam og guitar.
Skye Løfvanders trækker med sin overtonesang rene fløjtelignende toner frem. Tonerne ligger tre oktaver over det vanlige register, så i sekvenser synger han tostemmigt med sig selv. Han har på den måde udviklet et modalt tonesprog, som blandt andet indgår i flere kirkers meditationsgudstjenester.
Trioens to andre medlemmer er sangerinden Zainab Nefzi og musikeren Sandeepan Chatterjee. Zainab Nefzi, som har tunesiske rødder, er et improvisationstalent, som også bruger sit talent i koret Konur. Sandeepan Chatterjee, som mange kender under navnet Sandy, behersker flere instrumenter, og hans smukke vokal afslører hans indiske baggrund.
I arrangementet på Tisvilde Højskole forsøger historiefortællerne at holde publikum nede på jorden, men de forventer, at trioens sang og musik giver historierne en ekstra dimension. Fortællerne har hver deres måde at fortælle på, og deres historier er vidt forskellige. De har selv udviklet historierne. Hvad der er sandt, og hvad der er opspind, ved de dårligt selv, men håbet om fred er de helt bevidste om.
Karl Erik Frederiksen og Simon Simonsen begyndte at fortælle historier sammen tilbage i 2002, hvor de tog initiativ til stiftelsen af Nordkystfortællerne, som i dag er en af Skandinaviens ti ældste grupper for udøvere af den mundtlige fortælletradition. Mette Kuhlen Gullach kom med i gruppen for to år siden. Der kan læses mere om Nordkystfortællerne på hjemmesiden www.nordkystfortaellerne.dk.
Caféarrangementet kan også ses som et supplement og et ekstra tilbud til deltagerne i højskolens kursus ” HØJLYDT – Toner & tanker om fred” med blandt andre radiovært Adrian Hughes, tidligere chefredaktør Georg Metz og oboisten Henrik Goldschmidt med Middle East Peace Orchestra, som slutter samme dag. Der sælges billetter via linket https://nordkystfortaellerne.nemtilmeld.dk/.
Normalpris voksne 125 kr. inklusive vin/forfriskning.
Specialpris for deltagere i højskolekurset: 75 kr.
Børn u. 14 år gratis.
Der kan læses mere om Nordkystfortællerne på hjemmesiden www.nordkystfortaellerne.dk.