TISVILDELEJE: Radio Lejet er en lille lokalradio, som hen over sommeren har lavet radio om blandt andet Musik I Lejet. Nu kan du snart genhøre flere af de tidligere udsendelser.
Hen over sensommeren og efteråret lægger Radio Lejet de mest relevante radioudsendelser ud, som folk så kan høre eller genhøre.
Alt sammen lokale historier som har relevans året rundt, ikke kun under en festival.
“Det kan være fortællinger om lokale vejrfænomener før i tiden i programmet “Himlen over Lejet” med Jonas Kuld Rathje, lokale røverhistorier og lokal debat i “Liftet” med René Fredensborg, Abdel Aziz Mahmoud og Dorte Høgh”, lyder der i presseoplægget.
Der vil også være et genhør med programmet “Merværdi i Lejet” med kendis-ejendomsmæglerne Lars Elbæk og Rasmus Larsson, ligesom “Tisvilde som inspiration” med Christopher og den lokale filminstruktør Mehdi Avaz bliver genudsendt.
Corona-idé
Tanken om Radio Lejet opstod under corona-nedlukningen, men var igen i luften under sommerens musikfestival. Og de er værd et genhør, mener blandt andre pressechef under årets festival, Jesper Gisli.
“Programmerne er af så høj kvalitet, at de fortjener meget mere end airtime blot et par sommerdage, så derfor ønsker vi at forkæle alle lokale med en masse gode podcasts og radioprogrammer om den by og det område vi alle er en del af”, forklarer han om tiltaget.