På søndag den 27. oktober skifter vi fra sommertid til vintertid, og selvfølgelig har du fuldstændig styr på alle ure, så intet kan gå galt – eller har du?
Når nu urene skal sættes en time tilbage, kan det let føre til forvirring som f.eks. at komme en time for sent mandag i værste tilfælde – og uforudsete udgifter i form af p-afgifter, hvis p-skiven ikke er indstillet korrekt.
P-vagter giver ikke plads til fejl, så sørg for at der er styr på p-skiven inden du kører efter morgenbrød.
Glem ikke bilens ur – og p-skiven
Selvom mange ure opdateres automatisk, gælder det ikke altid bilens ur eller for den sags skyld din P-skive såfremt den er elektronisk.
Selvom mange elektroniske p-skiver justerer sig selv, så er der også mange af dem som skal justeres manuelt ved overgangen til vintertid, så husk at dobbelttjekke både bilens ur og p-skive, så søndagen ikke bliver dyrere end nødvendigt.
Husk at din mobiltelefon automatisk justerer tiden – så brug den som reference så du ikke kommer til at begå fejl i indstillingerne.