To mænd efterlyses nu for gaderøverier i Solrød, og politiet hører gerne fra folk, der ved, hvem de to gerningsmænd på billederne er.
Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser nu to mistænkte i en sag om flere gaderøverier og et tilfælde af vold, som blev begået den 24. juni kl 22.00 i Solrød Centeret. I alt fire mænd deltog i røverierne.
En 15-årig dreng blev på Solrød Station med kniv truet til at afgive sin kasket til to af gerningsmændene, der forinden havde kørt rundt i området på en knallert. Og på nogenlunde samme tidspunkt blev en 28-årig mand, der kom gående, også truet med til at aflevere, hvad han havde af værdier. Gerningsmændene lod ham dog gå uden at tage noget fra ham. Hans 29-årige kammerat, som han fulgtes med, fik ved samme lejlighed sat en kniv for halsen og fik flere slag i ansigtet.
De to efterlyste beskrives som:
A: Mand på 16-20 år, over 180 cm høj, spinkel af bygning, mellemøstlig af udseende med sorte skægstubbe og iført en lys cap og sort hættetrøje.
B: Mand på 20-25 år, cirka 180 cm høj, buttet af bygning og med mørkt hår. Håret var barberet kort i siderne og langt på toppen af hovedet. Han beskrives som dansk af udseende og var iført camouflagefarvet sportstøj. Han havde en mørk aftegning under venstre øje og over venstre øjenbryn.
Der deltog yderligere to personer i gaderøverierne. Den ene spillede kun en mindre rolle og ham har politiet ikke brugbare billeder af. Den sidste af gerningsmændene er identificeret, men er endnu ikke anholdt.
Personer, der har en vide om, hvem de to efterlyste er, bedes kontakte politiet på 114.