GRIBSKOV: Udbredt tendens i detailhandlen kan snyde kunderne, hvis de ikke er opmærksomme på fænomenet.
Efter en tur i den lokale Normal butik blev en Gilleleje borger opmærksom på, at den vare, som hun tidligere havde købt til én pris, nu stadig kostede det samme, men selve varen var reduceret.
Borgeren valgte at dele sin opdagelse med en advarsel i en lokal Facebookgruppe for borgere i Gilleleje.
“Kære Gillelejeborgere. Vær opmærksom på, hvordan Normal ændrer de tilsyneladende lave priser – for en måned siden købte jeg Collagen Gold til 99 kr. – og dåsens indhold strakte sig til 60 dage. Og nu i dag samme dåses udseende og til samme pris, men kun til 30 dage – blot pas på,” skriver borgeren i sit opslag i gruppen med 15.000 medlemmer.
Fænomenet er dog ikke ukendt for flere af medlemmerne af gruppen, og kommentarsporet bærer tydeligt præg af, at kunderne allerede er stødt på det flere gange på indkøbsture i diverse dagligvarebutikker.
En bruger skriver: “Ja, det sker flere steder. Mindre indhold.” En anden bruger er enig og skriver: “Det er en måde at forsøge at ‘kamuflere’ de stigende priser på.”
“Skrumpflationen” – en udbredt tendens
Fænomenet, hvor et produkt er blevet reduceret men sælges til samme pris, går under betegnelsen “skrumpflation”.
Tendensen, hvor et produkt er reduceret men prisen forbliver den samme, er ifølge Morten Bruun Pedersen, cheføkonom hos Forbrugerrådet TÆNK, en måde at snige en usynlig prisstigning ind, og dermed udnytte forbrugerne.
Det er dog en udbredt tendens verden over, hvilket har skabt en kontrovers med Europa Kommissionen, som kalder det vildledende markedsføring.
Dette har ført til, at Frankrig ser ind i at lovgive omkring fænomenet.
Den franske supermarkedskæde Carrefour er ifølge DR.dk allerede begyndt at advare deres kunder om produkter, som er skrumpet, med klistermærker på de udsatte varer.
Undgå at blive snydt
For at Gilleleje borgeren kan undgå at føle sig snydt en anden gang, skal borgeren til at se på noget andet end selve prisen på varen.
Det skriver en Facebookbruger i kommentarfeltet på opslaget.
Borgeren anbefaler, at man fremover skal se på kiloprisen frem for aktuelprisen.
Det er også anbefalingen fra Morten Bruun Pedersen:
“Man bør nok begynde at kigge mere på kiloprisen end prisen på varen, når du er ude at handle,” siger han til DR.dk.