GRIBSKOV: En af Græsteds hyggeligste traditioner holdes i hævd, når julemanden tænder lysene i juletræet på Græsted Torv søndag 1. december kl. 16.
Stemningen plejer at være helt i juletræets top, når Græsted samles til juletræstænding på byens torv. Som sædvanlig er det første søndag i advent, som i år er søndag 1. december, og programmet er ganske som det plejer.
Man kan varme op til festlighederne med en adventsgudstjeneste i Græsted Kirke kl. 14.30, hvor Gribskov Korskoles to børnekor synger de dejligste julesange.
Kl. 16 er der gjort klar til selve juletræstændingen. Sognepræst Ole Backer Mogensen holder en kort tale, og derefter er der fællessang. Bagefter skal der kaldes på julemanden, som vil føre an i dansen omkring juletræet, og sørge for den helt rette nedtælling til at lysene tændes.
Er man julelækkersulten, er der håb, for traditionen tro bydes der på godteposer til børnene og gløgg og æbleskiver til de voksne.
Kl. 17.30 inviterer Græsted Kro til ’Folkekøkken’ (fællesspisning) med dejlig mad til julevenlige priser. Menuen kan ses på kroens hjemmeside graestedkro.dk, og her kan man også købe de strengt nødvendige billetter til spisningen.
Græsted Handels- og Erhvervsforening står bag juletræstændingen med assistance fra byens bibliotek, foreninger, kirker, spejdere og mange flere.