Kom til kaffe og croissant-møde: Sådan bliver du frivillig til MIL

TISVILDELEJE: Er du fra kommunen, og overvejer du at blive frivillig til næste års Musik i Lejet, så kan du snart kigge forbi Tisvildeleje for at drikke kaffe, spise croissanter og lære mere om mulighederne.

Den 5. november i tidsrummet kl. 14-17 inviteres alle lokale borgere fra Gribskov Kommune på kaffe og croissanter på Brød&Vin i Tisvilde. Her kan man høre om dét at være frivillig på Musik i Lejet.

Festivalens frivilligansvarlige, Kamilla Roed, vil være til stede samt en håndfuld lokale frivillige, som man kan møde og tale med.

“Omvendt vil vi også gerne have, at folk byder ind og fortæller hvad vi har brug for, uden at vi i forvejen ved hvad vi har brug for. Det ville være win-win”, forklarer pressechef Jesper Gisli.

Årsagen til mødet er et ønske om at have flere frivillige fra lokalområdet.

“Under overskriften ‘Jo flere lokale frivillige, jo bedre’ forsøger vi at engagere så mange gode lokale folk som overhovedet muligt på festivalen. Der er en loyalitet og en lokalpatriotisme, så vi i endnu højere grad får opbygget et fællesskab og et fælles Tisvilde- og Gribskov-projekt”, forklarer Jesper Gisli.

Og tænker du, at det vil du da gerne være en del af, så kan man selvsamme dag signe up, hvis man er en af de lokale borgere i kommunen. Det giver et forspring for alle andre udenfor Gribskov Kommune.

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?