Kommunen opstarter anonym rådgivning: Har du brug for én at tale med?

GRIBSKOV: En ny telefonlinje skal gøre det lidt nemmere at hente råd hvis du er barn eller forælder til et barn. Tilbuddet er henvendt til børn, unge, forældre og andre i Gribskov Kommune, der har kontakt med børn og unge mellem 0 og 18 år.

Det kan være svært at være barn med problemer. For hvis man ikke lige har nogen at tale med om problemet, så kan det vokse sig stort og uoverskueligt. Det samme kan være tilfældet for forældre. Gribskov Kommune har opstartet en åben, anonym rådgivning, som alle er velkomne til at ringe til for at hente rådgivning og hjælp.

Det er ganske simpelt: Du kan ringe til Gribskov Kommune på tlf. 7249 6000 og bede en medarbejder om at blive omstillet til åben, anonym rådgivning.

Telefonrådgivningen er åben hver torsdag fra kl. 15.00 til 16.30, undtagen i skoleferier og på helligdage.

“Hos åben, anonym rådgivning får man kontakt til en medarbejder fra kommunen, som kan give råd og vejledning relateret til børn og unge. Det kan f.eks. være om skole-, uddannelse- og fritidsliv eller personlige problemer og konflikter. Man bestemmer selv, om man vil oplyse sit navn, og alle spørgsmål behandles fortroligt”, forklarer kommunen i en udsendt pressemeddelelse.

Få hjælp af professionelle
Telefonrådgivningen skal bidrage til at afklare tvivl hos voksne, børn og unge, forklarer Trine Egetved, formand for Udvalget for Skole, Børn og Familie:

“Det er ikke rart at være bekymret for et barns eller et ungt menneskes trivsel. Derfor skal man have mulighed for at henvende sig til professionelle, uanset om man er forældre, pårørende, bekendt, eller om man selv er under 18 år. Som kommune har vi mange tilbud, og det kan være svært for den enkelte at have overblik over, præcis hvor man skal gå hen. Derfor er åben, anonym rådgivning en rigtig god løsning: Her behøver man kun at ringe, og så vil man kunne tale med en medarbejder, som afklarer tvivl og giver råd”.

Er der tale om et mere alvorligt tilfælde, hvor der er brug for fagpersoner med særlige kvalifikationer, så er der også her hjælp at hente.

“De medarbejdere, der sidder ved telefonen, består af en forebyggende socialrådgiver, en psykolog fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og en medarbejder fra Skole, Socialforvaltning og Politi (SSP.) Det er altså nogle meget kompetente medarbejdere, der kan hjælpe én med de udfordringer, man oplever”, forklarer Tue Villebro, næststformand i Udvalget for Skole, Børn og Familie.

Fællesskaber

Lige om lidt er vi klar til at hjælpe dig med at finde nye gode fælleskaber.

Lokal handel

Vi har et arkiv med 4.000 virksomheder som glæder sig til at vise dig alt hvad Nordsjælland har at tilbyde. Kig her igen snart.

TV NORDKYSTEN

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?