GRIBSKOV: Allerede på mandag kan Kulturcaféen slå dørene op for en smørrebrødsforretning i VP-arkaden. Den kommer til at ligge samme sted som den forrige, som måtte lukke på grund af hvad indehaverne har beskrevet som bøvl med udlejer.
Der kommer lidt ekstra liv i VP-arkanden fra og med mandag. Her overtager Kulturcaféen den nu lukkede smørrebrødsforretning som er placeret få meter fra caféen.
“Vi blev så kede af det, da vi fandt ud af, at smørrebrødsforretningen i VP-Arkaden skulle lukke. Både fordi det er så ærgerligt med en tom butik – men også fordi, vi var så glade for, at smørrebrødsforretningen skabte liv her på vores lille Torv”, forklarer cafeen i et nyhedsbrev.
Kulturcaféen har med kort varsel lejet lokalet og kan på mandag åbne “Kulturcaféens Smørrebrød & Sandwich”, som den er blevet navngivet.
Åbningen finder sted mandag den 21. oktober kl. 08.00.
Ifølge Kulturcaféen bliver butikken en selvstændig enhed med lønnet personale.
“Vi har ansat en person, som kommer til at stå for en masse lækkerier til kunderne – og hen ad vejen vil der komme flere medarbejdere til”, lyder det i nyhedsbrevet.
Butikkens åbningstider bliver som følger:
Hverdage 08.00 – 15.00
Weekend: Kun mod bestilling (ring venligst 30 28 73 62)