Lokalråd går til kamp mod trafik-synderne

HELSINGE: Vi er her på redaktionen ikke de eneste der er ved at være godt trætte af bilister der kører farligt eller for hurtigt i Helsinge midtby. Helsinge Lokalråd har været ude at hænge plakater op for at gøre opmærksom på faren ved at køre uforsigtigt.

“Vi har i flere omgange set borgerforslag, der omhandler trafikforholdene i Helsinge midtby. Senest et forslag om cykelstier på Vestergade og Rundinsvej. Det tager vi som et klart udtryk for, at der er et stort behov for at sætte fokus på trafik, og at vores valg af fokusområde i 2023 har været det helt rigtige”, forklarer næstformand i Lokalråd Helsinge, Rasmus Stenbo Røpcke.

Han var sammen med et par af rådets medlemmer ude søndag formiddag ude med stige og strips – ikke for at hænge valgplakater op, men for at markere fem af midtbyens mest trafikerede fodgængerovergange.

De ophængte skilte takker særligt bilisterne for at skærpe opmærksomheden på de bløde trafikanter.

Udvalgte steder
Lokalrådet har valgt at hænge skilte op de steder de mener der er behov for særlig opmærksomhed og er udsprunget af lokalrådets dialog med Helsinges borgere i weekenden op til og på selve kulturnatten.

“Her har vi haft mange gode samtaler med borgere, der udtrykker frustration over nogen bilisters hastighed på indfaldsvejene og bekymring for særligt børn og unge, der færdes på gå-ben eller cykel i gadebilledet”, fortsætter næstformanden.

“Vi tror på det lange seje træk med den gode dialog. I stedet for at skælde ud har vi derfor valgt at takke den opmærksomme trafikant for den gensidige respekt, der i vores optik bør danne grundlag for en god trafikkultur”, begrunder Rasmus Stenbo Røpcke.

Happening på vej
Skiltene vil præge bybilledet den næste måneds tid og munde ud i en særlig happening. Hvad der skal ske på dagen vil afhænge af antallet af deltagere.

Den vil finde sted lørdag formiddag den 14. oktober ved de ophængte plakater, der er fem steder i alt i Helsinge:

“Vi vil rigtig gerne bidrage med at tage de positive briller på og holde en god stemning ude i trafikken”.

Lokalrådet håber på at kunne udbrede sin happening på alle fem lokationer men med kun syv rådsmedlemmer er det en opgave, de ikke kan løfte alene. Derfor beder lokalråd Helsinge om hjælp denne lørdag fra borgere, hvor trafikforholdene også lægger dem meget på sinde.

Har man mulighed for og lyst til at give en hånd med en lille times tid, opfordres man til at kontakte formand Kamille Brøckner Barslund på telefon 2094 6000 eller næstformand Rasmus Stenbo Røpcke på telefon 2972 4029. Du kan også skrive til lokalrådet på lokalraadhelsinge@gmail.com.

Arrangementet afsluttes med kaffe og kage i Frivilligcenter Helsinge på Vestergade 4.

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?