En 49-årig, nordjysk mand er gentagne gange blevet dømt og fængslet for stalking af sin ekskæreste over en længere årrække.
Senest resulterede bare tre forsøg på indirekte kontakt i en dom på tre måneders ubetinget fængsel til den pågældende.
Dén dom faldt ved Retten i Aalborg den 18. juni 2024, oplyser senioranklager fra anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi, Søren Riis Andersen, som førte den seneste sag mod den 49-årige: ”Den seneste dom den 18. juni, hvor den 49-årige blev idømt tre måneders ubetinget fængsel, er værd at bemærke, fordi der er tale om indirekte henvendelser. Her har den dømte sendt et brev stilet til offeret via hendes advokat. Desuden har han, ad to omgange, besøgt en af hendes veninders butik, hvor han har forsøgt at aflevere pakker med offerets navn på. Det er helt urimeligt, at en kvinde – endda over en så lang årrække – skal leve med denne belastning. Jeg håber, at vi med denne dom kan slå fast, at selv indirekte henvendelser kan få konsekvenser i disse stalkingsager.”
Sagen er anket af den dømte.