En gruppe personer var torsdag formiddag ude at sejle nær Voer Færgehavn ved Ørsted på det nordlige Djursland, da de opdagede en livløs person, som lå drivende i vandet.
Politiet blev gjort bekendt med sagen kl. 11.11, og flere patruljer blev derfor sendt til stedet sammen med en ambulance, mens gruppen af personer fik hjulpet personen ind på land.
Ved myndighedernes ankomst blev der ydet livreddende førstehjælp til vedkommende, hvis liv dog ikke stod til at redde. Der var tale om en 68-årig mand, som blev erklæret død på stedet.
Østjyllands Politi har ingen formodning om, at der er blevet begået et strafbart forhold i forbindelse med den 68-årige mands død, og omstændighederne omkring dødsfaldet virkede umiddelbart ikke mistænkelige.
De pårørende er underrettet om episoden og Østjyllands Politi efterforsker sagen med henblik på at forsøge at få endeligt klarlagt, om hvad der har forårsaget mandens død. Politiet har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.