En patrulje fra Østjyllands Politi blev mandag aften sendt til Marselis Boulevard i Aarhus C, da politiet kl. 20.23 modtog en anmeldelse om et igangværende hærværk.
Ved patruljens ankomst til stedet nogle få minutter senere traf betjentene en 52-årig mand, som var i færd med at male hajtænder på cykelstien ved brug af hvid maling og malepensel.
Foruden hajtænderne var der også blevet malet en hvid pil på vejen, og den 52-årige mand blev derfor sigtet for at have begået hærværk.
Han blev desuden anholdt i sagen og taget med på stationen, mens der blev bestilt rengøring til stedet for at få fjernet den uønskede maling på cykelstien.