GRIBSKOV: Priserne for handicapkørsel med flextrafik stiger fra og med 1. april næste år.
Fra 1. april 2024 ændrer Movia priserne for handicapkørsel med flextrafik.
“Priserne har ikke været reguleret siden 2011 Fremover vil priserne for handicapkørsel være underlagt takststigningsloftet, som hvert år fastsættes af Trafikstyrelsen”, oplyser selskabet i en udsendt pressemeddelelse.
Priserne skal fremover følge prisudviklingen i den øvrige kollektive transport.
“Priserne har ikke været reguleret siden 2011. Fremover vil priserne være underlagt samme prisloft, som Trafikstyrelsen hvert år fastlægger for den øvrige kollektive transport. Samme loft gælder også for flextur og plustur”, konkluderer Movia.
Så meget koster det
Movia har regnet på prisstigningen og peger på, at en gennemsnitlig handicaptur på 13 kilometer, som i dag koster 43 kr., vil stige til 54 kr.
En tur på for eksempel fem kilometer vil stige fra 24 til 30 kr., mens en tur på 21 kilometer vil stige fra 62 til 78 kr.
Fra 2025 vil prisen på handicapkørsel blive reguleret sammen med den øvrige kollektive transport. Dette sker hvert år den 3. søndag i januar.