Mandag aften klokken 18.41 standsede politiet en bil på Nykøbingvej ved Radsted – det gav travlhed med bødeblokken og ekstra arbejde på stedet.
Til at starte med viste det sig, at den nummerplade, der sad på bilen, hørte til et andet køretøj. Dette var dog kun den spæde start på patruljens skrivearbejde.
Føreren var en 47-årig mand fra Nykøbing, og en narkometertest gav udslag for cannabis, så han blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand.
Den 47-årige mand havde ikke noget kørekort, da det var ham frakendt og derfor blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden, sammen med tyveri af de nummerplader der sad på bilen og for at køre i en uindregistreret og uforsikret bil.
Som rosinen i pølseenden var den 47-årige flere gange tidligere blevet sigtet for at køre uden kørekort, så bilen blev beslaglagt på stedet.
Han var dog også efterlyst til afsoning af en fængselsstraf, som han blev anholdt og kørt videre til afsoning.