Nu på lørdag: Græsted-græskar på over 270 kilo sendt til Tivoli for at blive til lygte

GRÆSTED: Lørdag den 28. oktober kl. 11.00 går den dansk-amerikanske kunstner Malik Mabe i gang med at udskære de 10 enorme græskar, som netop har konkurreret i DM i Kæmpegræskar 2023 i Tivoli. Blandt dem er et græskar fra Græsted på over 270 kilo.

Nu på lørdag kan man se en amerikansk kunstner skære græskar i overstørrelse med motorsav. Malik Mabe er normalt kendt for at forvandle massive træstammer til imponerende træskulpturer, men han takler også gerne et græskar i overstørrelse – alt sammen ved hjælp af en kædesav.

Malik Mabe begynder sin udskæring klokken 11 på lørdag, og det forventes at han skal bruge tre dage på at forvandle de enorme, tilsyneladende uskyldige græskar til skræmmende Halloween-monstre og gigantiske græskarlygter.

Malik med et af de udskårne græskar fra sidste år. Foto: Tivoli.

Udskæringen funder sted foran Nimb ved Tivoli fra den 28. oktober til og med den 30. oktober.

Græskarrene er alle danske og dyrket af specialister, der forstår at få det meste ud af de orange frugter (ja, et græskar er åbenbart en frugt, red.).

Græsted-græskar med til DM
Et af de ti græskarrer kommer fra Græsted og vejer 273 kilo. Det er i sig selv ganske imponerende, men der er dog langt op til vindergræskarret fra Ribe som ramte hele 784,8 kg på vægtskålen. Det svarer ca. til vægten på en fuldvoksen hungiraf.

Det tungeste græskar i verden blev vejet i 2016 og nåede op på lidt over et 1100 kilo. Sidste år lykkedes det en dansk dyrker at gro et græskar på 868,8 kilo, så vi er ikke langt fra rekorden.

Kommer fra USA
Normalt arbejder den 33-årige træskærer Malik Mabe i Virginia, USA, hvor han skaber detaljerede træskulpturer ud af massive træstammer, alt sammen med sin motorsav. Han glæder sig til den nye opgave, noget han dog har prøvet før:

“Motiverne er ikke bestemt på forhånd, men jeg inspireres af den magi, der summer i Tivoli og af udformningerne på græskarne. Der er ikke to græskar, der er ens. Jeg bliver som et barn igen, når jeg slipper fantasien løs og skærer uhyggelige og sjove græskar foran Tivolis forventningsfulde gæster”, forklarer han i en udsendt pressemeddelelse.

De største af de 10 græskarrer har deltaget i ‘DM i Kæmpegræskar’, og vinderen blev i år Jens Peder Skønager fra Ribe med sit 784,8 kg tunge græskar, der skal forvandles til en gigantisk lanterne, der nok skal kunne skræmme de forbipasserende, om ikke andet alene med sin størrelse.

De øvrige kæmpegræskar er dyrket i henholdsvis Skanderborg (731,4 kg), Samsø (567,8 kg), Lundby nord for Vordingborg (316,6 kg), Vejen (297,2 kg), Græsted (276,8 kg), Store Mærløse (276,6 kg), Tureby ved Kolding (223 kg), Videbæk (216,8 kg) og Årslev på Fyn (74,2 kg).

Et pyntet Tivoli
Foruden de ti kæmpegræskar er Tivoli pyntet med over 22.000 græskar i normal græskarstørrelse som en del af Halloween i Tivoli, hvilket er en rekord. Det er 18. gang, at Tivoli åbner for efterårssæsonen. Halloween i Tivoli kan opleves frem til den 5. november.

Halloween i Danmark?
Halloween, som vi kender det i dag, har sine oprindelse i en ældgammel europæisk skik forbundet med Allehelgensaften, og de udskårne græskarlygter er over hele verden blevet et symbol på Halloween-fejringen. I store dele af Europa har det dog siden 1800-tallet været en efterårsskik at udhule roer og sætte lys i. Danskerne satte den gang roelamperne foran deres huse på Allehelgensaften for at skræmme onde ånder væk.

Roen er nu byttet ud med et orange græskar, men traditionen med at udskære lanterner i forbindelse med Allehelgensaften har i flere hundrede år altså også været en del af dansk og europæisk kultur.

Faktakilde: https://denstoredanske.lex.dk/halloween

Udskæring af kæmpegræskar i Tivoli afvikles i samarbejde med Husqvarna.

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?