HILLERØD: Odd Fellow ordenen i Hillerød kunne fredag uddele hele 290.000 kroner, som gik til blandt andet Arresødal Hospice i Frederiksværk og Kvindekrisecentret i Hillerød. Pengene kan bruges frit til formål modtagerne selv finder værdige, og dagen blev fejret på behørig vis i den lokale loges hovedsæde i Hillerød.
De sorte jakkesæt var fundet frem, da brødrene i Odd Fellow logen no. 55, Pax Hillerød, denne weekend uddelte donationer til gode formål. Pengene var samlet ind blandt medlemmerne i ordenen, som også havde været rundt og sikre flere flotte donationer rundt om i vennekredse og på arbejdspladser.
Donationerne blev på dagen uddelt til følgende modtagere:
- Børne- og Ungepsykiatrisk Afsnit på Hillerød Hospital
- Arresødal Hospice i Frederiksværk
- Teaterforeningen Mastodonterne, Hillerød
- Kvindekrisecentret i Hillerød
- Børns Vilkår
- TUBA i Hillerød (Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere)
Fest med borgmesteren
Til selve dagen fandt sted i logesalen på Milnersvej 8 i Hillerød og havde deltagelse af 60 logebrødre, samt Storloge-repræsentanter, donationsmodtagere samt øvrige gæster, herunder borgmester Kirsten Jensen.
Efter de behørige taler og modtagelse af donationer blev der tillige sunget et par fællessange, og efter overrækkelsen blev der serveret en let anretning i spisesalen.
Også logens 100-års jubilæumsskrift blev fremvist, og som efter 18 måneders forarbejde og bearbejdning netop er udgivet.
Odd fellow?
Logens har sit ophav i USA på foranledning af en indvandrer fra England tilbage i 1819. I 1878 indførte Julius Meyer logen i Danmark. Odd Fellow Ordenen angiver at have 96.000 medlemmer i Europa, heraf 87.000 i de nordiske lande. I Danmark har de hovedadresse i Odd Fellow Palæet i Bredgade i København.
Logen blev oprettet med et internt værdisæt som fordrer, at medlemmerne både “besøger de syge, hjælper de trængende, begraver de døde og opdrager de forældreløse”, som logen selv formulerer det. Disse værdier holdes stadig i hævd, hvilket valget af donationsmodtagere reflekterer.
Der er i alt 105 Broderloger samt 93 Søsterloger i Danmark, dertil kommer diverse Partriark og Matriarklejre, Cantonner, ungdomsforeninger mv.
Man kan kun blive medlem af logen ved personlig invitation fra et eksisterende medlem, hvorfor logen i en årrække har haft en aura af mystik om sig. Denne aura er dog i nyere tider blevet fjernet, og det er ikke uvant at se logen invitere presse og nysgerrige inden for.