FARUM: Der skete tirsdag aften kl. 16.14 en alvorlig ulykke i rundkørslen Paltholmvej / Farum Gydevej, hvor en mor så sin søn blive ramt af en lastbil og ryge ind under lastbilen.
– Drengen kom cyklende med sin mor, idet han bliver påkørt, det bekræfter vagtchefen for Nordsjællands Politi.
Ulykken skete da lastbilen kom ind i rundkørslen, og skulle i udadgående retning ad Farum Gydevej. Under sit højresving ud af rundkørslen rammer lastbilen den otte-årige dreng, som sammen med sin cykel bliver trukket ind under forvognen og fastklemt.
Brandkøretøjerne fra Frederiksborg Brand & Rednings station i Farum var på få minutter fremme på uheldsstedet, og iværksatte både førstehjælp og frigørelse af den fastklemte dreng. Brandfolkene benyttede kraftige løftepuder, til at hæve forvognen så meget at den otte-årige dreng med forsigtighed kunne trækkes ud.
Kvæstelserne hos den otte-årige dreng var ifølge oplysningerne på stedet især koncentreret omkring hans ben, samt en del skrammer efter den ublide tur under lastbilen.
Han blev dog kørt afsted med fuld udrykning og politieskorte til Rigshospitalet, da han kunne have alvorlige skader – heldigvis ser han ud til at være sluppet meget heldigt fra ulykken.
– Den otte-årige dreng slipper formentlig med brud på benet og er under behandling på Rigshospitalet, oplyser Nordsjællands Politi.