Husk hensyn til naboerne: Høj musik til ulempe i Gribskov

GRIBSKOV: Mange har sommerferie, men der er alligevel folk som skal på arbejde – og så er høj musik fra nabohuset ikke så sjovt. Politiet henstiller til at man tænker sig om og tager hensyn til andre når der spilles højt.

Nordsjællands Politi fik onsdag en anmeldelse kl. 18.32 om at der blev spillet høj musik på Nordre Strandvej Tisvildeleje, hvor en soundboks i en have havde spillet non-stop siden kl. 12.00. Anmelder havde flere gange henvendt sig på adressen for at få skruet ned, hvilket der blev gjort, men efter fem minutter blev der skruet op igen. Beredskabspatrulje til stedet, som vejledte de unge mennesker om at skrue ned.

Høj musik i Tisvildeleje
Anmeldelse kl. 22.15 om at der blev spillet høj musik på Banevej. Beredskabspatrulje til stedet, som fik en snak med festholderen om at skrue ned.

Fest måtte lukkes i Tisvildeleje
Anmeldelse kl. 23.47 om at der blev spillet høj musik på Engvej. Beredskabspatrulje til stedet, som fik en snak med festholderen, som selv skruede ned  for musikken ved patruljens ankomst. Der kom dog alligevel en ny anmeldelse kl. 03.16 om høj musik fra Engvej. Beredskabspatrulje til stedet, som efter en snak med festholderen lukkede og slukkede for festen og musikken.

Høj musik i Vejby
Anmeldelse kl. 23.49 om at der blev spillet høj musik ved Mosevænget. Beredskabspatrulje til stedet, som fik en snak med festholderen, som derefter skruede ned, og rykkede festen og musikken indenfor.

Høj musik i Vejby
Anmeldelse kl. 02.01 om at der blev spillet høj musik på Huginsvej. Beredskabspatrulje til stedet, som fik skruet ned for musikken.

Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er forståeligt, at du/I fester derhjemme. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.

Er du selv udsat for musik til ulempe?
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer.

Virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på 114. Politiet er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?