GRIBSKOV: Moderaterne i Gribskov Kommune har udpeget byrådsmedlem Pernille Søndergaard som partiets spidskandidat til kommunal-valget 2025. Det blev besluttet endeligt i partiets hovedbestyrelse lørdag den 2. november.
Det var et enigt valgudvalg som kunne bekræfte indstillingen lørdag, og det betyder, at Pernille Søndergaard til næste år skal stå i spidsen for Moderaterne i kampen om borgmesterposten.
Pernille Søndergaard er opvokset i Annisse Nord, har gået på Bjørnehøjskolen og på Gribskov Gymnasium. Efterfølgende har hun samlet mere end 25 års erfaring som leder, chef og direktør i det private erhvervsliv og har dertil læst økonomi, strategi og ledelse på CBS.
Hun har siddet i byrådet i Gribskov siden 2018, først for lokallisten Nytgribskov og nu for Moderaterne. Hun er også bestyrelsesformand i Gribskov Forsyning, ligesom hun sidder i økonomiudvalget, erhvervsudvalget samt er næstformand i planudvalget.
Privat er Pernille gift og har tre sønner.
Hun går til valgkamp med et ønske om at øge fokus på at skabe en fælles politisk linje for kommunen.
“Denne periode har handlet meget om hvem – mere end om hvad. Der er et bredt samarbejde men uden en klar politisk retning. Vi skal ville noget sammen – allesammen og jeg ønsker at stå i spidsen for en kommune, der er kendetegnet ved et klart fælles politisk projekt, naturligvis i samarbejde og med respekt for hinandens synspunkter og holdninger”, forklarer hun i en udsendt pressemeddelelse.
“Jeg mener, det skal være tydeligt i dagligdagen, at kommunen er til for borgerne og ikke omvendt”, uddyber hun.