GRIBSKOV: Personalet i Sankt Helene Skole føler sig i den grad tilsidesat af politikerne i valget af, hvilken skole der skal rammes af sparekrav og hvordan.
“Personalegruppen på Sankt Helene Skole er stærkt bekymrede over den manglede dialog – Man undrer sig over ikke at blive taget med på råd i så vigtig en beslutning”.
Sådan indleder en mail til avisen fra personalet i Sankt Helene Skole, der er gået sammen om et ændringsforslag, som de håber politikerne vil lytte til.
Ifølge politikernes seneste budgetaftale skal indskolingen i Vejby afdelingen lukke, så al indskoling fremefter sker i Tisvilde, mens man i Vejby udelukkende tager sig af udskolingen fra 6.-9 klasse.
Men det er en beslutning som sker helt hen over hovedet på de ansatte, mener personalegruppen, der derfor d. 25. september sendte et forslag til byrådet med en mulig alternativ omstrukturering på Sankt Helene skole.
En bedre løsning?
“Vi foreslår at ændre opdelingen således, at 0. til og med 3. klasse med tilhørende specialklasser (2 klasser) undervises i Tisvilde, og at 4. til og med 9. klasse med tilhørende specialklasser (4 klasser) undervises i Vejby”, skriver personalet og peger på blandt andet skolens specialklasserække.
“Aktuelt deltager mere end halvdelen af eleverne i indskolingens to specialklasser i stigende grad i almenklassernes undervisning. Det samme gør flere af eleverne i mellemtrinets og udskolingens specialklasser”, oplyser de ansatte og peger på, at det er muligt at fortsætte den praksis med deres forslag.
Personalet peger også på de gode faglokaler i Vejby, som 5. klasse allerede i dag gør god brug af på tværs af de to afdelinger, men som med det nye sparetiltag vil kræve transport af elever mellem afdelingerne.
“Disse og andre faglokaler i Vejby vil kunne udnyttes endnu bedre med den foreslåede ændring, og så at sige al transport mellem afdelingerne undgås i løbet af de enkelte skoledage”, lyder det i spareforslaget.
Dertil kommer, at fritidsordningen kan fortsætte i begge afdelinger.
“De vil kunne fortsætte, eventuelt med morgen-FO begge steder eller med FO i Tisvilde for elever i 0. til og med 3. klasse og i Vejby for elever i 4. og 5. klasse”, beskriver personalet.
Personalet skriver ikke, hvordan sparekravet hentes hjem, men peger i en opfølgende mail på, at besparelsen burde være stort set den samme som den nuværende plan, blot med den forskel at man placerer 0-3. klasse i Tisvilde i stedet for 0-5 og lader specialklasserækken følge skoleklasserne ligesom man gør i dag.
“Vi håber inderligt, at ovenstående i alvor vil blive taget med i overvejelserne, når ”Gribskov i balance betyder, at vores skolevæsen skal justeres,” og da hensigten øjensynligt er, at ”Gribskov i balance […] bevarer en række lokale tilbud bl.a. for de børn, der kræver et mindre indgribende tilbud.” Ja, vi forventer, at byrådet genovervejer beslutningen seriøst”, slutter ændringsforslaget, som er tilsendt byrådets medlemmer.