Politiet har onsdag eftermiddag anholdt en 20-årig mand på Baltorpvej i Ballerup. Manden er mistænkt for at have sendt trusler til et større antal skoler.
Københavns Vestegns Politi har her til eftermiddag anholdt en 20-årig mand for trusler mod en række skoler. Manden mistænkes for at have kontaktet et større antal skoler og truet med at ville begå drab.
Ifølge den foreløbige efterforskning har både skoler i Københavnsområdet og i Jylland modtaget trusler i sagen.
”Vi opfordrer de skoler, der har oplevet trusler i denne sag om at kontakte os, så alle relevante oplysninger kan indgå i efterforskningen”, siger vicepolitiinspektør Morten Steen.
De skoler, der har modtaget trusler, kan indgive anmeldelse til Københavns Vestegns Politi via sikker mail: kbhv@politi.dk
Anklagemyndigheden er onsdag eftermiddag i gang med at vurdere, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.