En 62-årig mand blev fredag morgen fundet død i sit hjem på Mørdrupvej i Espergærde. Dele af Mørdrupvej blev derfor afspærret af Nordsjællands Politi i adskillige timer.
Årsagen til den store afspærring og massive tilstedeværelse af politi, teknikere og hunde skyldtes et mistænkeligt dødsfald i en stor villa.
Der var tale om en 62-årig mand som blev fundet død i ejendommen, og Nordsjællands Politi oplyser at de pårørende er underrettet om dødsfaldet.
Politiet har med teknikere undersøgt boligen, mens politihunde har undersøgt både ejendommen samt stort område udenom villaen, herunder villahaver på de tilstødende ejendomme.
Hvad der præcist har fået politiet til at reagere på den 62-årige mands død, og hvilke omstændigheder der har gjort dødsfaldet mistænkeligt, er endnu ikke kendt for offentligheden.
Politiet var færdige på stedet omkring kl. 13.30, men hele ejendommen er fortsat afspærret som gerningssted med afspærringsbånd og bånd på døre og vinduer.