Politiforbundets formand advarer mod A og B Politi

Danmark er godt på vej til at få et discountpoliti. Det mener Politiforbundets formand, Peter Ibsen, der i seneste nummer af bladet Dansk Politi tegner et særdeles dystert billede af udviklingen.

– Sandheden er, at mens toppen ikke kan få armene ned over de store linjer, så drukner det almindelige politi. Vi har succes på rocker- og bandeområdet, og en række task forces hiver store sager hjem på tværs af kredsgrænser. Det er afsindigt flot. Jeg synes, task forces er en fremragende og god løsning på den virkelighed, vi lever i, skriver Politiforbundets formand, Peter Ibsen

– Men prisen er en konstant udsultning af det almindelige politi. Rigspolitiet har sat fuld turbo på udviklingsturbinerne, og de kan åbenbart kun køre, hvis der samtidigt støvsuges i alle kredse. Eller sagt på en anden måde: I den almindelige drift. Overalt mangler lokalpolitiet og beredskabet biler og timer. De er fanget i en ond spiral af indskrænkning. Alle afdelinger sponserer alle afdelinger – som en slags gaffatape, der kun lige nøjagtigt holder politiet sammen, skriver han.

Peter Ibsen mener, det ville være lettere at acceptere, hvis der var tale om en overgangsperiode:

– Desværre tyder det på, at udsultningen ikke er midlertidig. Forklaringen lyder, at vi er i permanent omstilling. Lige rundt om hjørnet venter en plan, en ny strategi. Det er faktisk sådan, politikerne lulles ind i samme glædesrus over politiets drift som den absolutte top i Rigspolitiet. Det betyder desværre også, at vi nærmer os et brag af en opvågnen til realiteterne, hvis det fortsætter. Et brag, ligesom i politiets rædselsår i 2008, hvor skeletterne væltede ud af skabet. Herunder dundrende underskud og heftig og ødelæggende debat om politisvigt, skriver Peter Ibsen.

Han slår fast, at udviklingen er helt og aldeles uacceptabel, og at den ikke sker med politifolkenes gode vilje:

– Vi vil ikke acceptere et a- og et b-politi. Vi vil ikke acceptere, at udviklingen går så ensporet bort fra fagligheden i økonomiens navn. Vi genopfinder gerne arbejdskampen for at undgå det.

Hjælp os med at sprede nyheden!
Del med dine venner.

Politirapporten

I Kriminalmagasinet Politirapporten kan du læse alt om politiets arbejde og breaking news om ulykker, skyderier, mord og advarsler. 

Her kan du læse det seneste politiets døgnrapporter hele døgnet. Læs og se lokale nyheder fra kriminalmagasinet Politirapporten. Danmarks største 112 nyhedsside med dybdegående artikler.

Indlæg: Politiforbundets formand advarer mod A og B Politi

Har du et tip til Netavisen om noget som vi bør undersøge nærmere?