PORTRÆT AF EN LOKAL IVÆRKSÆTTER: MIN EGEN VERDEN.DK – 2:2:
Charlotte og Peter Torndyb havde nu en forretning midt i Helsinge som de var stolte af.
Parret knoklede på med to forretninger. Deres online-forretning og den fysiske butik i VP-Arkaden.
Og selvom begge forretninger kørte med overskud, var det en stejl læringskurve.
For til trods for, at de i flere år havde kørt en succesfuld online-forretning, krævede det noget andet at have en fysisk butik.
Iværksætter-parret havde begge uddannet sig i andre brancher. Charlotte var sygeplejerske og Peter var klejnsmed. Derfor var moms og varelager ikke noget som de havde beskæftiget sig med før åbningen af deres online-forretning.
Familien betyder alt for Charlotte og Peter. Og fleksibiliteten i at drive forretningen hjemmefra passede godt ind med to mindre børn og skole-hjem samtaler, forældremøder og madpakker.
Den fysiske butik betød at den fleksibilitet, som de havde haft med deres online-forretning ikke var mulig.
Nu skulle de være i butikken i åbningstiden og tandlægebesøg og børnenes sygedage blev pludselig besværligt.
En stor beslutning
Selvom parret nu var stolte indehavere af en fin butik midt i Helsinge, var der en stor ulempe ved deres forretningslokaler.
Om sommeren blev butikken så varm, at det føltes som 100 grader. Hvorimod, om vinteren føltes det som at de frøs til is i minus -10 grader, hvilket kunne ses på elregningen, som eksploderede.
Men så skete der noget, som blev dødsstødet for forretningen i VP-Arkaden.
Parrets yngste søn fik konstateret en kronisk sygdom. Sygdommen betød læge – og hospitalsbesøg.
Det var, derfor, ikke længere muligt for parret at møde op i butikken i de faste åbningstider.
Charlotte og Peter måtte tage en stor beslutning.
Skulle de prioritere butikken eller familien. Der var fra starten ingen tvivl.
Forretningen i VP-Arkaden måtte lukke. Og parret gik tilbage til udelukkende at køre deres online-forretning.
Tilbage i Helsinge
En dag i sommeren 2020 går Peter en tur på gågaden i Helsinge. Her ser han at der er en ledig butik på Banktorvet.
Drømmen om den fysiske butik begyndte atter at spire.
I de seneste år havde parret oplevet at området var blevet udbygget og flere og flere børnefamilier flyttede til området.
Desuden var Charlotte og Peters egne børn flyttet hjemmefra, så den tidligere nødvendige fleksibilitet og behov for arbejde hjemmefra var ikke længere et krav.
Derfor kastede de sig igen ud i butiks-eventyret.
Et valg som parret er glade for.
En integreret del af Helsinges erhvervsliv
Butikken har nu ligget på Banktovet i Helsinge i over 3 år.
Min egen verden.dk specialiserer sig i personlige gaver. Den personlige bamse, som de blev så glade for i sin tid, er deres bestseller. Men iværksætter-parret har udvidet sortimentet med personlige hagesmækker, badeslag og tryk på personlige plakater.
En del af glæden ved at have butikken, er mødet med alle deres kunder.
‘Vi møder hver dag stolte nybagte forældre, og de kæreste babyer og små børn. Også en del af vores “gamle” kunder kommer og viser, deres nu, store børn. Det er en kæmpe glæde at finde lige præcis den personlige gave, og i de fleste tilfælde, lave dem mens kunden venter – eller går en lille tur’, fortæller Charlotte.
RELATERET LÆSNING