DEBATINDLÆG: I forbindelse med mit debatindlæg tidligere denne sommer besvarede Peter Maarbjerg mit indlæg der stiller spørgsmålet ”Ejer Musik I Lejet sit eget navn?”. I et længere svar gennemgås forhold omkring foreningen for at dokumentere at man er en rigtig forening. På trods af det lange svar, svares der ikke på det overordnede spørgsmål, ejer foreningen sit eget og dermed festivalens navn.
I forlængelse af dette spørgsmål rejses spørgsmålet: Kan foreningen Musik I Lejet frit kunne vælge leverandører til deres festival, eller er man bundet til Good Boys Agency? Dette spørgsmål besvares heller ikke tydeligt.
Dette debatindlæg er et svar til følgende:
GLF mener, at festivalen har vokset sig for stor til Tisvilde. Vi mener at generne for de omkringboende, naturen og generne for dem der normalt benytter parkeringspladsen, overstiger nytten ved festivalen. I vores indsigelser til lokalplan og i de efterfølgende klager til Planklagenævnet forslår vi ikke en nedlæggelse, men en reduktion i størrelse, og en evt. flytning af festivalen til Græsted Eventplads.
Peter Maarbjerg skriver at der hvert år rejses ”grundløse og injurierende beskyldninger” og at der ”næres et utvetydigt had” mod MIL og senere ”Simple, Facebook-egnede, men desværre løgnagtige, korte insinuerende indlæg”. I et debatindlæg fra Mathias Zilberberg ”Lad os bevare værdigheden……” som især rettes mod modstandere af MIL, efterlyses ”argumenter baseret på fakta”. Dette krav kan vel rettes begge veje, når der rejses spørgsmål som tager udgangspunkt i fakta fra offentlige registre og hjemmesider, som f.eks. Varemærkestyrelsen og https://www.gb-agency.dk (Good Boys Agency).
Nu er det ikke sådan at jeg eller Gribskov Landliggerforbund (GLF) nærer et had til MIL, og jeg er heller ikke på Facebook. Det må være rimeligt at stille spørgsmål vedrørende ejerskab, når det overskud der uddeles hvert år uddeles, kan påvirkes at de underliggende ejerforhold. Overskuddet der skal komme Gribskovs foreninger til gavn skulle jo gerne være så stort som muligt.
Dette debatindlæg er indsendt af:
Christian S Laursen,
Næstformand Gribskov Landliggerforbund
Redaktionel note: Vi har tilbudt Musik I Lejet mulighed for at svare dette debatindlæg, det har de ikke ønsket.