GILLELEJE: Det Gamle Posthus i Gilleleje åbnede sidste år op for en lokal petanquebane, og vil du gerne benytte dig af banen, så er det muligt at kontakte huset for både tid og hjælp til at finde legekammerater.
Foreningen bag Posthuset har i dag knap 500 medlemmer, der flittigt benytter husets forskellige rum, til alt fra korsang til akvarelmaling og gymnastik.
I sommermånederne omdannes husets stueetage til kunstgalleri, hvor Posthusets udstillingsudvalg har valgt flere forskellige kunstnere til at vise deres værker – lige indtil 21. august, hvor Posthuset starter ”vintersæsonen” 2024-25 op.
Selv om der oftest er ”fuldt hus” indenfor, så er der stadig en del ledig plads til udendørs aktiviteter! Sidste år blev der i den anledning anlagt en flot petanquebane i haven på Posthusets vestside, og her er der stadig ledig plads til flere aktive brugere.
Der er fri adgang for alle byens glade kuglekastere, og alle interesserede bedes blot sende en mail til Gilleleje Gamle Posthus (gillelejegamleposthus@gmail.com).
Posthuset bistår også gerne som ”fødselshjælper”, hvis der er basis for at danne en petanqueklub, så der kan blive endnu mere liv på banen med den enestående placering centralt i Gilleleje by.
Huset holder i den anledning ”åben petanquebane” for alle kugleinteresserede – det sker når Gilleleje har Kulturnat fredag d. 6. september. Hold øje med presse og plakater for aftenens arrangement.
Gilleleje Gamle Posthus er placeret på Gilleleje Stationsvej 6 – indgang ad Bøgebakken
Læs mere: www.gillelejegamleposthus.dk.
FAKTA
Foreningen Gilleleje Gamle Posthus er paraply for alle byens foreninger, fx ved at stille lokaler i huset til rådighed for arrangementer, der fremmer socialt fællesskab gennem kulturelle aktiviteter.