BIRKERØD: Brostene var ikke ægte, modparterne var egentligt ikke uenige om noget – men alligevel var det en yderst realistisk øvelse som det meste af eftermiddagen prægede dele af Birkerød, hvor en stor demonstration løb af stablen.
Hele øvelsen gik ud på at ‘Danskernes Parti’ nogle rigtig slemme racist-typer ville demonstrere i Birkerød, og selvfølgelig kom der så også en mod-demonstration af nogle autonom-agtige typer og almindelige demonstranter.
Udover det var der også almindelige ballademagere, som bare lavede rav i gaden.
Således var scenen da øvelsen startede kl. 13.00, og de første demonstranter startede ud fra Birkerød station, og vandrede ad Stationsvej og ud ad Kajerødvej.
Det varede ikke længe, før en lille gruppe af de slemme racister kom ud fra en sidevej og endte i klammeri med mod-demoen – og således bølgede kampen ellers frem og tilbage, mens betjentene kæmpede en tapper kamp for at holde folk adskilt.
Enkelte Birkerød borgere kiggede noget forskrækket, når bølgerne gik højt, men såvel ‘demonstranter’ som politi var hurtige til at informere om at det, trods råben og skubberi, blot var en øvelse.
Igennem byen bølgede kampråbene imod ‘Danskernes Parti’, men efterhånden som Politiet greb ind og anholdt enkelte demonstranter så blev vreden også rettet mod betjentene som måtte lægge ører til de velkendte demo-sange som bla. ‘Politi – kontrol, skaber mere vold’ og klassikeren om ‘Langefinger – hvor er du’, alle kendte sange som alle i demonstrationen straks skrålede med på.
Modsat en ægte demo, så så kunne betjentene her flere gange have svært ved at holde masken og se barske ud hele tiden – specielt når demonstrationen ikke kunne blive enig om hvilken sang der skulle synges, og i hver sin ende begyndte på hver sin slagsang.
Et par enkelte figuranter i demonstrationen, havde så opgaven med at piske en stemning op og opføre sig ‘uheldigt’ ved bla. at råbe grimme ting til betjentene, kaste ting efter dem og endda gå fysisk til angreb på betjentene.
Den opgave blev udført særdeles troværdigt, og endte da også hver gang med at de urolige elementer blev hevet ud af demonstrationen og anholdt.
Sidst på eftermiddagen blev demonstrationen opløst, i parken på bagsiden af Hovedgaden, og herfra endte det så med at flere grupper af demonstranter søgte en konfrontation med de slemme racister som fortsat demonsterede ved søen ved Langedamsvej, og nu kom betjentene så på en yderst besværlig opgave.
Før havde de haft en samlet gruppe af mennesker, mens det nu var smågrupper fordelt ud over det hele og nu blev småstier, legepladser og sågar en mellemgang i en Aldi butik benyttet til at komme udenom betjentenes afspærringer.
Det lykkedes dog ikke for de to grupper at støde sammen, trods en massiv indsats fra begge sider, idet betjentene klarede opgaven med at holde dem adskilt ved konsekvent at anholde enhver der trodsede afspærringerne.
Omkring kl. 17 blev øvelsen afblæst, og meldingerne er særdeles positive fra såvel demonstranter som politiet.
Den eneste skade der skete under demonstrationen, var en vandkarton som ved et uheld ramte forbi en politibil og ned i frontklappen på en helt uskyldig civil bilist, men her sørger politiet for udretning af bulen.