Søndagens kamp mellem Brøndby og AaB blev afviklet i god ro og orden. Alle fans forlod roligt Aalborg Portland Park, og Nordjyllands Politi havde kun en enkelt anholdelse, i forbindelse med de mange tilskueres exit fra stadion.
Til trods for et tætpakket stadion, så formåede de mange tilskuere at holde den gode stemning på Aalborg Portland Park under kampen.
Nordjyllands Politi har haft en god dialog med fodboldklubberne og de officielle fanklubber forud for kampen; søndag aften blev de gode intentioner indfriet.
En person anholdt for vold
Vicepolitiinspektør Sune Myrup har stået i spidsen for politiets indsats i forbindelse med kampen:
”Jeg synes søndagens møde mellem AaB og Brøndby er forløbet rigtig godt, set fra et politimæssigt perspektiv. Vi har håndteret en smule skubberi mellem nogle parter og så kom der en voldsanmeldelse ind, da alle tilskuere ellers var godt i vej. Det er tale om en person fra Brøndbys fangruppe, som angiveligt har slået en tilfældig AaB-fan ned. En sådan adfærd accepterer vi naturligvis ikke, og flere betjente var hurtigt på stedet og fik anholdt og sigtet personen, som nu er indbragt til detentionen”, oplyser vicepolitiinspektør Sune Myrup.
Den anholdte blev afhørt i løbet af aftenen, formentlig vil den anholdte blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af mandagen.
“Udover den ene anholdte har de øvrige mange tusinde fans opført sig eksemplarisk”, fortæller Sune Myrup: “Det er vigtigt for os at holde god snor i sådan et arrangement her, for alle skal kunne tage til fodbold og få en god og tryg oplevelse. Det er også derfor vi er meget synlige i området, både før under og efter kampen.”
Vicepolitiinspektøren opsummerer kort: ”Fodbolden har været i højsædet og det takker vi for.”
Tak for kampen
De medrejsende fans fra Brøndby blev efter kampen guidet ud i deres busser, som var parkeret lige ved stadion. Derefter fik de følgeskab af politiets motorcykelbetjente, på vej ud af byen.
Den taktik er helt bevidst, fortæller Sune Myrup:
”Vi har nogle helt fast koncepter for afviklingen af større arrangementer, herunder fodboldkampe. Når de respektive fangrupper forlader stadion, så ved vi af erfaring, at der kan opstå gnidninger, så her gør vi meget ud af at være synlige og få sagt pænt farvel.”