ESRUM: TDC NET har ansøgt Gribskov Kommune om opsætning af en mobilmast i Esrum i et forsøg på at forbedre dækningen. Derfor inviterer kommune og teleselskab til et informationsmøde, som på grund af Covid-19 forbeholdene finder sted på nettet.
Som mange i kommunen er vel bekendt, så er der en række områder i og omkring Esrum, som ikke har den optimale dækning. Energistyrelsen vurderer, at der derfor er behov for at forbedre mobildækningen og har bedt TDC NET om at løse opgaven.
RELATERET LÆSNING: 48 meter høj mast ved Esrum skaber bekymring
TDC NET har på den baggrund ansøgt Gribskov Kommune om at placere en mobilmast på Villingerødvej 75 i Esrum. Den placering har vakt en del bekymringer, som blandt andet kom frem, da projektet røg i offentlig høring.
“Både TDC NET og teleselskabet Hi3G forventes at etablere antenner i masten, når den er bygget. Det betyder, at alle brugere af både TDC’s og 3’s mobilnet vil opleve bedre kvalitet og højere hastighed i området”, forklarer TDC i en udsendt pressemeddelelse.
Orienteringsmøde for lokale borgere
Lokale borgere og erhvervsdrivende, der ønsker at høre mere om den planlagte forbedring af mobildækningen i Esrum, er velkomne til et informationsmøde d. 27. april kl. 16.00 til 17.30.
Her vil TDC NET sammen med Energistyrelsen og Gribskov Kommune informere omkring baggrunden for den nye mobilmast. Derudover vil den planlagte placering af masten blive gennemgået. Det vil være muligt at stille spørgsmål til både TDC NET, Gribskov Kommune og Energistyrelsen.
Mødet afholdes virtuelt via Teams, en online mødeplatform, der er mulig at tilgå for alle via PC eller smartphone. Linket til mødet vil blive gjort tilgængelig på kommunens hjemmeside og Facebook side.
TDC NET er arrangør af mødet, mens Pernille Søndergaard, formand for Udvikling, By og Land i Gribskov Kommune er vært.