TISVILDELEJE: Orienteringsløbssæsonen blev skudt i gang fredag den 22. marts med danmarksmesterskaberne i natløb. Flere af løberne fra Tisvilde Hegn Orienteringsklub viste gode takter.
Natten bød på gode forhold for de mange orienteringsløbere, der kunne træde an under en fuldmåne på en smuk og vindstille aften, da der fredag blev holdt DM Nat i Anneberg skov i Odsherred.
Her går det ud på at orientere sig i mørke, og det giver helt andre udfordringer end i dagtimerne, hvor man i god tid kan spotte grene og andre gener.
Agnes vinder igen
Agnes Nørgaard Kracht fra THOK er forsvarende danmarksmester i den hårde dameklasse D21, og hun klarede udfordringerne i Annebjerg Skov så godt, at det blev til hendes andet DM Nat-mesterskab i streg.
Den nærmeste konkurrent var et særdeles velkendt navn for den unge løber, der kunne se sin normale løbemakker i THOK, Ida Øbro, løbe over målstregen, tre minutter efter Agnes, Hvilket indbragte en fortjent sølvmedalje.
Resultaterne lover godt for den kommende sæson, der byder på masser af både indenlandske og udenlandske løb. Særligt arbejder Agnes og Ida sig hen imod EM i Ungarn til august.
I H20 vandt Tobias Olloz en klar sejr, og Leif E. Larsen tog guld i H70.