Lørdag kl. 23.48 bad personale og vagter ved en restauration i havnen i Køge om assistance fra politiet til at bortvise en større gruppe af gæster, som var årsag til dårlig stemning på stedet og i øvrigt ikke ville forlade stedet trods opfordring herom.
Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, rykkede ud til området ved restaurationen, hvorfra en gruppe på ca. 15 mænd blev bortvist.
Nogle af gæsterne havde dog besvær med at fjerne sig helt fra området, hvorfor politiet måtte tage politihundene ud af patruljebilen for at understrege, at de skulle begive sig helt væk fra området.
Nogle få af de bortviste gæster gik truende frem mod politihundene, der kortvarigt blev taget i brug, inden de atter kunne anbringes i patruljebilen.
En af de bortviste gæster var en 48-årig mand fra Ringsted, som var så påvirket af formentlig både alkohol og narkotika, at han blev frihedsberøvet med henblik på afrusning i detentionen på politistationen i Roskilde.
Ved visitationen inden detentionsanbringelsen fandt politiet ham i besiddelse af 0,26 gram kokain, som blev beslaglagt som bevis i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.