HORNBÆK: En eller formentlig flere tyve havde den dyre smag fremme, ved et indbrud i forretningen ‘Les Campagnoles & Co’ hvor et værdifuldt træbadekar blev stjålet.
Forretningen ‘Les Campagnoles & Co’ som er forhandler af køkken- og badeværelsesudstyr i den dyre ende, måtte mandag morgen indse at en exclusivt badekar til den formidable sum af 38.000 kroner var blevet stjålet.
Fra søndag kl. 12.00 og indtil mandag formiddag kl. 09.50 har en eller flere ukendte gerningsmænd begået indbrud i butikken, og i den forbindelse er bla. et stort træbadekar til 38.000 kroner forsvundet. Tyvene er også stukket af med en designervask, samt en række andre sager fra butikken. Værdien af disse ting er endnu ikke opgjort.
– Tyvene opbrød en dør i forretningen, og der er formentlig stjålet endnu mere, men det er endnu ikke endeligt opgjort, oplyser Vicepolitikommisær Henrik Hattel, Nordsjællands Politi.