Torsdag aften kl. 20.07 kørte en politipatrulje til Føtex på Stationscentret i Roskilde, da en 30-årig udenlandsk mand var blevet tilbageholdt for butikstyveri.
Den 30-årige mand kom fra Tjekkiet, men havde adresse i Skibby. Han blev sigtet for at stjæle energidrik, gin, parfume, barberblade, strømper og en deodorant til en samlet værdi af 783 kr.
Manden havde købt to müslibarer i scan-selv kassen, men undlod at betale for alle varer. Da han gik ud af scan-selv kassen gik alarmen og han blev stoppet af en medarbejder og politiet tilkaldt. Patruljen fandt manden i besiddelse af en hobbykniv, som han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at bære. Han blev derfor sigtet for at overtræde knivloven.
Den 30-årig blev anholdt og taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling. Ud på natten blev han løsladt, men vil senere høre mere fra politiet i sine sager.