RAMLØSE: Har dit barn en skuespiller gemt i sig? Nu har de chancen. Ramløse Scenen leder efter unge, nye talenter til deres næste teaterstykke
Er der en skuespiller gemt i dig, og er du mellem 11 og 17 år?
Så er det nu du kan udforske dine talenter på Ramløse Scenen, når de byder nye unge skuespillere velkomne til at blive en del af truppen.
Tirsdag d. 2. april kl. 18.00 kan de unge komme sammen med deres forældre og høre mere om dette års spændende forestilling.
Det skriver Ramløse Scenen i et opslag på deres Facebookside.
Som en del af den 100 år gamle teatertrup vil man blive en del af et fantastisk hold, hvor der bliver lagt stor vægt på fællesskabet og samarbejdet i teatertruppen,” skriver Ramløse Scenen.
Og der er også fokus på det sociale såvel som det kunstneriske, når truppen øver hver tirsdag aften fra kl. 17.30-21.00.
“Vi mødes til sjov og spændende øvelser. Men det er ikke alt! Vi arrangerer også weekender, hvor vi træner teaterteknikker, drama, synger og danser sammen.”
Samtidig kan nye skuespiller-aspiranter glæde sig til sjov og god oplevelse, når Ramløse Scenen kaster sig ud i deres næste teaterstykke.
“I 2023 stod hele 20 unge mennesker på scenen sammen med en gruppe dedikerede voksne og forældre. Sammen arbejdede vi tæt på at opføre vores jubilæumsstykke “Tommelise”, som blev opført for et udsolgt hus hele seks gange i november.
Det var en uforglemmelig oplevelse, og nu vil vi gerne invitere dig med til at skabe endnu en fantastisk forestilling i år,” fortæller Ramløse scenen i deres opslag.
Er det dig, eller kender du en, som ville elske at være en del af teater-fællesskabet, så kan man høre mere d. 2. april kl. 18.00 i Ramløse Forsamlingshus – Frederiksværkvej 75, 3200 Helsinge.