Fra lørdag 17. juni og omkring to uger frem lægger Vejdirektoratet ny asfalt på en række strækninger og rundkørsler langs E47 i Helsingør.
Mange års trafik har nedslidt asfalten på E47-motorvejen i Helsingør, hvor der flere steder er behov for at udskifte den nuværende belægning med ny og frisk asfalt.
Det arbejde tager Vejdirektoratet hul på i den kommende weekend. Opgaven er delt op i to strækninger og inkluderer flere rundkørsler.
Sådan foregår arbejdet
Først bliver den gamle belægning affræset. Herefter bliver der udført lokale reparationer af den underliggende belægning. Mår det er klaret, er det tid til at udlægge den nye asfalt, inden der bliver sat punktum for arbejdet med nye vejstriber.
Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.
Information til trafikanterne
Flynderborgvej:
- På Flynderborgvej (inklusiv rundkørslen) vil arbejdet finde sted fra søndag 18. juni til fredag 23. juni i de sene aften- og nattetimer fra kl. 19.00 til 05.00.
- Rundkørslen ved færgehavnen vil være åben i hele arbejdsperioden. Dog vil der blive opsat et tidsstyret trafiksignal til at regulere trafikken.
- I perioder, hvor der bliver udlagt asfalt, vil der blive etableret omkørselsrute fra kl. 19.00 til 05.00.
- Arbejdet betyder, at der vil være stor risiko for kødannelse og forøget rejsetid på ca. 30 minutter.
Kongevejen:
- På Kongevejen mellem Prøvestensvej/Støberivej og Klostermosevej (inklusiv begge rundkørsler) vil arbejdet foregå fra lørdag 17. juni til mandag 26. juni i tidsrummet kl. 19.00-05.00.
- Der vil blive etableret omkørselsrute i de perioder, hvor arbejdet står på.
- Arbejdet betyder, at der vil være kødannelse og forøget rejsetid på ca. 30 minutter i forbindelse med den midlertidige omkørselsrute.
- I perioder, hvor der ikke bliver udført arbejde, vil der være åben for trafik i fuldt omfang. Der køres dog periodevist på fræset eller uafstribet overflade.
Asfaltarbejde er vejrafhængigt, hvilket indebærer en risiko for, at arbejdet må udskydes på grund af vejrforhold.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.